Nyhed -
Falck skal fortsat drive akutlægebiler i Region Midtjylland frem til 2021
Frem til 30. november 2021 skal Falck drive fem akutlægebiler i Herning, Holstebro, Lemvig, Viborg og Silkeborg samt tre akutbiler i henholdsvis Skive, Ringkøbing og Tarm. Region Midtjylland driver de øvrige akutlægebiler i Aarhus, Horsens, Randers og Djursland.
- Vi er glade for aftalen. Akutlægebiler og akutbiler er et vigtigt supplement til det præhospitale beredskab, og vi har nogle dygtige teams af læger og lægeassistenter, som sammen kan gøre en forskel for kritisk syge eller tilskadekomne. Vi er glade for vores samarbejde med Region Midt og ser frem til et fortsat godt og konstruktivt samarbejde, siger direktør i Falck Ambulance Danmark, Jørgen Mieritz.
Region Midtjylland udtrykker i en pressemeddelelse tilfredshed med det mangeårige samarbejde med Falck, som har kørt akutbiler siden den første af slagsen blev indsat i 1997.