Nyhed -
Falck henter ny CFO i Canada
49-årige Tor Magne Lønnum tiltræder i september som ny CFO og medlem af direktionen i Falck.
Tor Magne Lønnum kommer fra en tilsvarende stilling hos det internationale marketing- og analysefirma Aimia i Canada. I Danmark er Tor Magne Lønnum mest kendt for, at han fra 2011 til 2016 var CFO i forsikringsselskabet TRYG.
Hos Falck er den nytiltrådte CEO Jakob Riis glad for, at det er lykkedes at tiltrække en kapacitet som Tor Magne Lønnum.
”Tor har gennem en årrække bevist i blandt andet TRYG, at han i den grad evner at bidrage til processer, hvor indtjeningen skal styrkes, og han evner at holde et klart fokus på den ledelsesopgave, der følger med i at arbejde i en stor, international koncern”, siger Jakob Riis og fortsætter:
”Vi står overfor betydelige udfordringer i forhold til indtjeningen i Falck, men har samtidig et stort uforløst globalt potentiale. Tor bringer både stærke finansielle og internationale erfaringer med sig ind i Falck. Jeg glæder mig rigtig meget til, at Tor tiltræder og vi kan begynde rejsen sammen mod et nyt og stærkere Falck.”
Også Tor Magne Lønnum ser frem til at tiltræde stillingen i Falck-koncernen.
”Nogle gange kommer der nogle muligheder, som man ikke skal sige nej til. Dette var en af disse muligheder. Falck er som selskab utroligt spændende. Samtidig kan jeg byde ind med nogle kompetencer, der er brug for”, siger Tor Magne Lønnum.
Han peger på, at Falck har en helt særlig position.
”Falck har en stolt historie, et rigtigt godt brand i hele Skandinavien og en lovende international forretning. Og så er Falck inde i en spændende periode. Så jeg glæder mig virkelig til min første arbejdsdag og samarbejdet med Jakob Riis og resten af Falck”, siger Tor Magne Lønnum.
Også Falcks bestyrelsesformand Peter Schütze er godt tilfreds med, at Falcks nye direktion nu er på plads.
”Det er glædeligt, at vi med Jakob Riis som CEO og Tor Magne Lønnum som CFO har fået en stærk direktion på plads i Falck”, siger Peter Schütze.