Pressemeddelelse -
Falck bidrager til at få coronasmitten under kontrol i Grønland
Falck har indgået en ny aftale med Grønlands regering, Naalakkersuisut, om at teste skoleelever i Nuuk med kviktest for at inddæmme coronasmitten.
I Grønlands hovedstad Nuuk har smittespredningen af coronavirus ifølge de grønlandske myndigheder, været båret af skoleelever. Falck har derfor sendt medarbejdere til Grønland, hvor Falck igennem en målrettet kviktestindsats og systematisk test af elever, skal være med til at inddæmme coronasmitten.
”Vi er glade for, at vi kan bidrage til at bekæmpe coronasmitten blandt skoleeleverne i Nuuk, og vi har set frem til at kunne bruge vores erfaringer fra Danmark i Grønland. Vores indsats skal være med til at bryde smittekæderne og give en ekstra tryghed for både elever, lærere og forældre,” siger Jørgen Mieritz, der er ambulancedirektør for Falck Danmark og ansvarlig for Falcks testindsats.
Aftalen gik i gang den 26. november. Test-setuppet fungerer ligesom i Danmark, hvor skoleeleverne kan testes med samtykke fra deres forældre.
Nedenfor ses Falcks hold af podere.
Kategorier
Om Falck
Gennem mere end 100 år har Falck samarbejdet med kommunale og nationale myndigheder med henblik på at forebygge ulykker, sygdom og nødsituationer, at redde og hjælpe forulykkede og nødstedte hurtigt og kompetent samt at rehabilitere syge og tilskadekomne. Dette har gjort os internationalt førende inden for healthcare, ambulancetjenester og brandberedskab.
Falck har i dag aktiviteter i 30 lande og har omkring 27.000 medarbejdere.