Gå til indhold
Falck tilslutter sig FN's kamp mod korruption

Pressemeddelelse -

Falck tilslutter sig FN's kamp mod korruption

I dag er det FN's internationale anti-korruptionsdag. Falck har udstedt sin egen antikorruptions-erklæring til støtte for initiativet.

FN har udnævnt den 9. december til international anti-korruptionsdag. Regeringer, virksomheder, organisationer, medier og borgere verden rundt går sammen for at bekæmpe korruption. Falck har i dag udgivet sin egen anti-korruptions-erklæring til støtte for FN’s initiativ. Falcks aktiviteter – hjælp og omsorg for mennesker i nød – betyder, at den globale virksomhed spiller en vigtig rolle i de lokalsamfund, hvor Falck-folkene arbejder.

"Verden omkring os regner med os som en betroet forretningspartner, og Falck har taget en nultolerance-tilgang til enhver form for direkte eller indirekte, passiv eller aktiv bestikkelse. Korruption påvirker samfundet i negativ retning og resulterer i stigende omkostninger, tilsidesættelse af love, urimelig konkurrence og manglende tillid til det offentlige,” siger Jakob Riis, CEO for Falck.

Grundlæggende kamp
Korruption sætter spørgsmålstegn ved integriteten hos alle involverede parter, og Falck kræver derfor, at alle medarbejdere, agenter og andre forretningspartnere hjælper med at bekæmpe korruption ved at overholde bestikkelses- og korruptionspolitikken og siger til, hvis de kender til eller har mistanke om korruption.

"Falck anser kampen mod korruption for grundlæggende, for vi vil ikke være en del af de uligheder, som korruptionen skaber. Gennem vores globale aktiviteter hjælper vi samfund, og vi vil ikke deltage i korrupte aktiviteter, der kan skade disse samfund,” siger Jakob Riis.

Code of Conduct
Falcks Code of Conduct (forretningsetiske regler) fastsætter standarder for, hvordan medarbejderne gør forretning med integritet. Disse standarder vejleder alle i Falck i at opbygge og opretholde en kultur, hvor kampen mod korruption bliver en naturlig del af hverdagen.

Jakob Riis fortæller, at Falck har et whistleblower-system, Falck Alert, som giver medarbejderne en platform og opfordrer dem til at rejse bekymringer over uregelmæssigheder eller forkerte handlinger, der måtte være begået.

"Med vores antikorruptions-erklæring, forbinder vi vores anti-korruptions-politik, vores Code of Conduct og vores whistleblower-system og understøtter samtidig FN’s vigtige kampagne og dens formål", siger Jakob Riis.

Læs "Falck Anti-Corruption Statement", som er vedhæftet.

Læs mere om FN-kampagnen“United Against Corruption” her
http://www.anticorruptionday.org/actagainstcorruption/index.html

Læs Falcks Code of Conduct her
https://www.falck.com/SiteCollectionDocuments/CoC_DK.pdf

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Falcks kommunikationsafdeling på tlf. 7022 0307 

Emner


Falck er internationalt førende inden for ambulancetjenester og healthcare. Gennem mere end 100 år har Falck samarbejdet med kommunale og nationale myndigheder med henblik på at forebygge ulykker, sygdom og nødsituationer, at redde og hjælpe forulykkede og nødstedte hurtigt og kompetent samt at rehabilitere syge og tilskadekomne.

Falck har aktiviteter i 35 lande og flere end 32.000 medarbejdere.

Kontakt

Global Communications

Global Communications

Pressekontakt +45 70 22 03 07