Pressemeddelelse -
Falck stopper ambulancetjeneste i Region Nordjylland
Fra april 2022 bliver borgerne i Region Nordjylland ikke længere hentet af ambulancereddere fra Falck, når de ringer 112. Falck stopper som leverandør til Region Nordjylland efter en udbudsrunde, hvor regionen har valgt at hjemtage to ud af fire delaftaler for ambulancemarkedet og tildele de sidste delaftaler til PreMed A/S.
Adm. direktør og CEO i Falck, Jakob Riis siger:
”Vi er overraskede og skuffede over, at vi ikke skal fortsætte vores ambulancedrift i Region Nordjylland. Samspillet mellem det offentlige sundhedsvæsen og private leverandører i Danmark har netop vist sin styrke under COVID-19. Derfor er det ærgerligt, at vi er blevet valgt fra efter vi har arbejdet målrettet i flere år på at give et konkurrencedygtigt bud, både hvad angår pris, kvalitet og innovation.”
Falck har i tæt samarbejde med kunderne optimeret kvaliteten i ambulancerne for at sikre absolut bedste patientsikkerhed og arbejdsmiljø, og har løbende investeret et tocifret millionbeløb i innovation og udvikling.
”Resultatet af det arbejde havde vi naturligvis gerne fortsat med at tilbyde borgerne i Region Nordjylland og vi er ærgerlige over, at regionen fravælger netop den udvikling plus vores store erfaring med ambulancedrift, og fokuserer udelukkende på økonomisk besparelse. Samtidig gør det ondt, at vi nu skal sige farvel til dygtige og loyale medarbejdere, hvor nogle familier har arbejdet i flere generationer i Falck,” siger Jakob Riis.
Danmark er fortsat et vigtigt ambulancemarked for Falck
Danske ambulancetjenester leverer avancerede sundhedsydelser til borgerne og er internationalt konkurrencedygtige og på højeste kvalitetsniveau. Blandt andet er ambulancetjenesterne udviklet i samarbejde med danske kunder igennem årtier og tog i 2010’erne et stort skridt fremad med uddannelsen til paramedicinere, nyt udstyr og medicin i ambulancerne samt nye samarbejdsformer med hele det præhospitale område.
Det danske marked er Falcks hjemmebane, og derfor er aftaler her en afgørende faktor i en stadigt stigende eksport til udenlandske markeder med stort potentiale.
”Det høje kvalitetsniveau og vores store erfaring har blandt andet medført, at Falck netop har vundet en ambulancekontrakt til 1,6 mio. borgere i San Diego. Samtidig har vi igangsat en større enkeltkontrakt på ambulancer i den tyske by Görlitz. Det viser, at vi er konkurrencedygtige internationalt, og ikke mindst at vores evne til at indgå i samarbejde med globale partnere om innovation er med til at styrke vores position i udlandet,” siger Jakob Riis.
”Men et fravalg i vores hjemmemarked rejser naturligt spørgsmål, når vi forhandler aftaler i udlandet, og Region Nordjyllands fravalg gør det ikke lettere at eksportere ambulancetjenester og kan dermed skade det, der ellers er en en oplagt mulighed for dansk systemeksport på sundhedsområdet. Derfor ærgrer beslutningen mig både som falckdirektør og som dansker,” siger Jakob Riis.
Kategorier
Om Falck
Vi er optagede af menneskers velvære og udmærker os ved at redde og forbedre livet for folk i nød. Dette har gjort Falck internationalt førende inden for ambulancetjenester og healthcare.
Gennem mere end 100 år har Falck samarbejdet med kommunale og nationale myndigheder med henblik på at forebygge ulykker, sygdom og nødsituationer, at redde og hjælpe forulykkede og nødstedte hurtigt og kompetent samt at rehabilitere syge og tilskadekomne.
Falck har aktiviteter i 30 lande og har mere end 27.000 medarbejdere.