Pressemeddelelse -
Falck sætter ”blødnings-kit” i alle sine ambulancer
Falcks ambulancer vil fremover være bedre udstyret til at hjælpe danskerne efter skyderier eller eksplosioner
Større blødninger som følge af alvorlige traumer er en livstruende tilstand. I de senere år har der været en stigning i hændelser med flere svært tilskadekomne, der på samme tid kræver specielt udstyr til blødningskontrol. Derfor er Falck ved at implementere et blødnings-kit i alle de 400 ambulancer, som selskabet opererer i Danmark.
”Vi ved af erfaring, at alvorligt sårede patienter kan forbløde, hvis de ikke behandles øjeblikkeligt. Vores ambulancepersonale er veluddannet og i stand til at kontrollere blødninger, men vi må erkende, at en blødning nogle gange kan være så alvorlig, eller der kan være mange tilskadekomne på samme tid, at yderligere udstyr er nødvendigt,” siger Martin Betzer, Kvalitets- og Udviklingschef i Falck Ambulance Danmark.
Hjælp på det rigtige sted
Blødningskittet er et supplement til det eksisterende ambulanceudstyr og består af specielle bandager, tourniqueter og speciel gaze til blødningsstandsning. Udstyret er pakket separat, klar til brug eller til at blive overdraget til civile eller andre beredskabsaktører.
”Med denne opgradering sikrer vi, at blødningskittet er der, når der er brug for det. Internationalt har man også forsøgt sig med at placere sådanne sæt strategisk i bybilledet til brug for civile - nu har alle Falcks ambulancer det, hvilket betyder, at udstyret er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt”, forklarer Martin Betzer.
På eget initiativ
Blødningskittet er ikke et krav i den standard, som Falck skal leve op til, så det er af egen drift, at Falck opgraderer ambulancerne.
”Vi prøver altid at være på forkant med udviklingen for at give vores patienter den bedste behandling, og derfor har Falck på eget initiativ og for egen regning sat blødningskittet i alle vores ambulancer i Danmark. Vi har med vores erfaring vurderet, at det er en vigtig opgradering,” fortæller Martin Betzer.
Han vurderer, at udstyret vil være en stor hjælp særligt ved meget alvorlige begivenheder som fx skyderier eller eksplosioner, hvor mange mennesker er til stede.
Blødningskittet består af specielle bandager, tourniqueter og speciel gaze til blødningsstandsning. Udstyret er pakket separat og klar til brug.
Emner
Kategorier
Falck er internationalt førende inden for ambulancetjenester og healthcare. Gennem mere end 100 år har Falck samarbejdet med kommunale og nationale myndigheder med henblik på at forebygge ulykker, sygdom og nødsituationer, at redde og hjælpe forulykkede og nødstedte hurtigt og kompetent samt at rehabilitere syge og tilskadekomne.
Falck har aktiviteter i 30 lande og omkring 30.000 medarbejdere.