Pressemeddelelse -
COVID-19 tester Falcks styrke og tilpasningsevne
Falck har i dag offentliggjort regnskabet for 1. kvartal 2020, som viser, at den økonomiske effekt fra udbruddet af COVID-19 har presset omsætningen og driftsresultatet. Efter syv kvartaler med en forbedret indtjening faldt begge tal i 1. kvartal 2020.
COVID-19 og lavere performance i forretningen havde en negativ indvirkning på driftsresultatet med ca. DKK 151 mio., hvor omkring DKK 60 mio. relaterede sig til COVID-19 pandemien. Falck har suspenderet sine økonomiske forventninger til hele året 2020 på grund af den usikkerhed, som udbruddet af COVID-19 har skabt.
Falcks administrerende direktør Jakob Riis:
“Det første kvartal i 2020 var definerende for Falck. Udbruddet af coronavirus var en test af vores operationelle og finansielle styrke. Operationelt har vi klaret situationen rigtig godt. Finansielt har virkningen fra det lavere aktivitetsniveau sat vores indtjening under pres. Vores medarbejdere i frontlinjen arbejder utrætteligt for at klare en udfordrende situation. For at honorere deres arbejde vil vi sikre, at Falck kommer stærkere ud af den nuværende kritiske situation både finansielt og operationelt, samtidig med at tilliden til Falck bevares hos vores kunder og de personer vi servicerer.”
Finansielle hovedpunkter for 1. kvartal 2020 (sammenlignet med 1. kvartal 2019):
DKK mio. | Q1 2020 | Q1 2019 | 2019 |
Omsætning | 3.327 | 3.532 | 13.824 |
EBITA | 109 | 325 | 729 |
EBITA-margin (%) | 3,3 | 9,2 | 5,3 |
- Omsætningen var DKK 3.327 mio. (DKK 3.532 mio.). I faste valutakurser faldt omsætningen med 5,8% sammenlignet med 1. kvartal 2019. Nye brand- og ambulancekontrakter kunne ikke helt udligne det lavere aktivitetsniveau i pay-on-use-forretningen og påvirkningen fra COVID-19 på ca. DKK 70 mio.
- Det rapporterede driftsresultat før andre poster (EBITA) var DKK 109 mio. (DKK 325 mio.) med en EBITA-margin på 3,3% (9,2%). Effektiviseringstiltag og prisstyring kunne ikke helt udligne det lavere aktivitetsniveau i pay-on-use-forretningen. COVID-19 påvirkede EBITA negativt med ca. DKK 60 mio. Sammenligningskvartalet sidste år var positivt påvirket af DKK 65 mio. fra ejendomssalg i Danmark.
- Periodens driftsresultat blev DKK 29 mio. (DKK 100 mio.). Den negative indvirkning fra et lavere EBITA fra det første kvartal blev udlignet af reducerede finansielle omkostninger og amortiseringer.
- Det frie cash flow var DKK 527 mio. (DKK 844 mio.). Cash flowet var stærkt med en cash conversion på 483,3%, hvilket skyldtes en forbedret gældsinddrivelse specielt i USA og en forbedring af arbejdskapitalen.
- Falck har suspenderet sine økonomiske forventninger til 2020 og afventer en afklaring af, hvorledes COVID-19 vil påvirke markedet, og hvilken reel, økonomiske indvirkning dette vil have på forretningen.
COVID-19 har udfordret Falck – det har haft førsteprioritet at opretholde driften for kunne understøtte sundhedssystemerne
Udbruddet af COVID-19 har udfordret forretningen på mange måder. Falck er markedsførende leverandør til og en integreret del af ambulanceberedskabet og sundhedssystemerne for millioner af mennesker i Norden, Storbritannien, Tyskland, Spanien, USA og Colombia. I Ambulance og Community Healthcare oplevede Falck stigende aktivitet sammenholdt med en global mangel på personlige værnemidler og et stigende antal sygemeldinger.
I andre dele af forretningen stod selskabet over for et pludseligt fald i efterspørgslen af ydelser. Officielle ordrer om nedlukning af samfundsaktiviteter har påvirket Falcks healthcare forretning betydeligt og reduceret efterspørgslen efter patienttransport og vejhjælp.
Jakob Riis:
“Vores førsteprioritet har været at opretholde driften for at kunne understøtte sundhedssystemernes kamp mod COVID-19. Vi har været udfordret i bl.a. Barcelona, Stockholm og USA, hvor sundhedssystemerne har været under hårdt pres. På alle markeder har vi levet op til vores forpligtelser og indfriet den tillid, som folk har til os, når offentlige myndigheder vælger Falck som leverandør af en ydelse, der udgør en vital del af sundhedssystemet.
Kommercielt har vi arbejdet målrettet på at tilpasse os den nye markedsdynamik. I vores healthcare forretning har vi skiftet fra fysisk til virtuel levering af serviceydelser og udbygget vores tilbud til at omfatte ydelser, som imødekommer de krav, der stilles af folk som arbejder hjemmefra i stedet for på kontoret. I Colombia er antallet af abonnenter til vores lægehjælp steget.”
De forretningsmæssige tilpasninger, der blev foretaget, var imidlertid ikke tilstrækkelige til at udligne virkningen fra den pludselige ændring i efterspørgslen. På nuværende tidspunkt er 1.600 medarbejdere sendt hjem midlertidigt.
“Vi har gjort vores yderste for at undgå permanente afskedigelser i denne første, usikre fase, da vi får brug for vores uddannede medarbejdere, så snart aktivitetsniveauet vender tilbage til en ny normal. Vi vil kontinuerligt vurdere betydningen for vores forretning og forventer, at vores aktiviteter vil kunne genoptages, så snart samfundene genåbnes, om end aktivitetsniveauet vil være lavere end før udbruddet af COVID-19,” siger Jakob Riis.
Falcks engelske kvartalsrapport kan ses på www.falck.com.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Falcks kommunikationsafdeling på tlf. 7022 0307 eller comms@falck.com.
Emner
Om Falck
Vi er optagede af menneskers velvære og udmærker os ved at redde og forbedre livet for folk i nød. Dette har gjort Falck internationalt førende inden for ambulancetjenester og healthcare.
Gennem mere end 100 år har Falck samarbejdet med kommunale og nationale myndigheder med henblik på at forebygge ulykker, sygdom og nødsituationer, at redde og hjælpe forulykkede og nødstedte hurtigt og kompetent samt at rehabilitere syge og tilskadekomne.
Falck har aktiviteter i 30 lande og har omkring 30.000 medarbejdere.