Pressemeddelelse -
Brandmænd hædres for indsats ved togulykken på Storebæltsbroen
I dag overrækkes Den Danske Redningsberedskabspris til 35 brandfolk og frivillige, som deltog i redningsarbejdet, heriblandt 28 brandmænd fra Falck i Nyborg, Slagelse og Korsør.
Onsdag den 2. januar 2019 rev en sættevogn sig løs fra et godstog og ramte et modkørende passagertog på Storebæltsbroen. Otte passagerer omkom og 16 blev kvæstede ved ulykken, der i medierne blev omtalt som den værste togulykke i Danmark i 30 år.
28 Falck brandfolk deltog i redningsarbejdet og modtager i dag Den Danske Redningsberedskabspris for deres indsats. En indsats som blev vanskeliggjort af nedfaldne køreledninger, voldsomme skader på passagertoget, tilskadekomne passagerer og særdeles vanskelige vejr- og arbejdsforhold på Storebæltsbroen. I prisindstillingen lyder det blandt andet:
”Vejrliget og de ekstreme arbejdsvilkår til trods, lykkedes det den erfarne og beslutsomme indsatsleder og de veltrænede og professionelle brandfolk samt frivillige at løse opgaven på særdeles flot vis og så hurtigt, som det var menneskeligt muligt at gøre det under hensyntagen til egen - og passagerernes sikkerhed. Kort sagt en enestående indsats ydet af Beredskabet.”
I videoen fortæller to af prismodtagerne om indsatsen: https://falck.23video.com/video/64562341/falckbere...
Kategorier
Om Falck
Vi er optagede af menneskers velvære og udmærker os ved at redde og forbedre livet for folk i nød. Dette har gjort Falck internationalt førende inden for ambulancetjenester og healthcare.
Gennem mere end 100 år har Falck samarbejdet med kommunale og nationale myndigheder med henblik på at forebygge ulykker, sygdom og nødsituationer, at redde og hjælpe forulykkede og nødstedte hurtigt og kompetent samt at rehabilitere syge og tilskadekomne.
Falck har aktiviteter i 30 lande og har omkring 24.000 medarbejdere.