Gå til indhold
Storstilet redningsevent på Rådhuspladsen

Nyhed -

Storstilet redningsevent på Rådhuspladsen

Ambulancer, specialtrænede hunde, politi og paramedicinere. Det er blot nogle af de elementer, der indgår i et større event på Rådhuspladsen i København den 30. maj kl. 17.30.

En bus og en personbil er forulykket. Bussen er kørt ind i et hus og er begravet af murbrokker, hvor de tilskadekomne passagerer ligger med svære kvæstelser.

Specialtrænede hunde bliver sendt ind mellem murbrokkerne for at finde de sårede, så de kan blive bragt til et medicinsk telt og få den første behandling, inden de sendes videre med ambulance til hospitalet.

Sådan er scenariet på Rådhuspladsen i København den 30. maj klokken 17.30-18.30, hvor en storstilet event skal vise, hvordan samarbejdet mellem forskellige aktører – paramedicinere, læger og politi – er altafgørende for at redde menneskeliv.

Anledningen for eventet på Rådhuspladsen er, at Danmark er vært for den første præhospitale kongres – EMS2016 – hvor over 1.000 deltagere (forskere, læger, paramedicinere, organisationer) fra 36 lande kommer til København med hovedbudskabet: Det kræver et system at redde menneskeliv.

Værten for kongressen er Region Hovedstadens Præhospitale Virksomhed i samarbejde med TrygFonden og Lærdal Fonden.

”Vi ved, at den allerførste livreddende hjælp er afgørende, når et menneskeliv skal reddes. Og med kongressen EMS2016 ønsker vi også at sætte fokus på, at samarbejdet fra det øjeblik borgeren ringer efter en ambulance, til den første livreddende behandling sættes i gang, og til borgeren lander på hospitalet, er af vital betydning. Med andre ord, så kræver det et helt system at redde liv”, lyder det fra Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Og det er præcist det, eventet på Rådhuspladsen skal illustrere. Det fortæller Jørgen Mieritz, direktør i Falck – Emergency Øst.

”Man kan have nok så gode hospitaler og nok så gode læger, der står parat til at tage imod tilskadekomne, men redning af menneskeliv starter, langt før patienten når hospitalet. Samarbejdet mellem forskellige aktører og tid er altafgørende for liv og førlighed - det vil Falck gerne være med til at vise mandag den 30. maj”, fortæller Jørgen Mieritz.

Falck, der er hovedsponsor af EMS2016, håber, at eventet på Rådhuspladsen vil give et større indblik i, hvilken livsvigtig betydning alle aktører har inden for det præhospitale område. Journalister og andre interesserede er velkomne til at stille spørgsmål til deltagerne i eventet.

Blandt arrangørerne af eventet på Rådhuspladsen er: Beredskabsstyrelsen, Falck, Hovedstadens Beredskab, Københavns politi og Region Hovedstadens præhospitale enhed.

Læs mere om EMS2016her.

Emner

Kategorier

Kontakt

Global Communications

Global Communications

Pressekontakt +45 70 22 03 07