Gå til indhold
Reaktioner efter angrebet i Nice

Nyhed -

Reaktioner efter angrebet i Nice

Falck Global Assistance har allerede hjulpet en række danskere med den nødvendige logistik og transport for at komme videre fra Nice, og flere har benyttet vores kriserådgivning.

Siden angrebet i Nice har Falck fulgt situationen tæt og løbende evalueret situationen, der nu er aftagende og behovet for akut krisehjælp er faldende. Hjælpen har primært haft karakter af koordineringsopgaver i forbindelse med transport ud af byen, medicinsk og psykologisk bistand og håndtering af henvendelser vedrørende transportsikkerhed.

I løbet af de kommende dage vender mange rejsende hjem, og i den forbindelse er det vigtigt at kende til de reaktioner, der i den efterfølgende tid kan komme efter en dramatisk oplevelse.

Reaktion kan komme efter hjemkomst

Rejsende, der har oplevet angrebet, eller været indirekte påvirket af det, kan opleve forsinkede stresssymptomer.

”Det er helt normalt, at vi reagerer på det, vi har oplevet. Det er et trin i processen af at forstå, hvad der er sket. Du opfører dig måske anderledes, er mere grådlabil, irritabel eller rastløs. Brug dine nærmeste og fortæl dem, hvordan du har det, og hvilke tanker du gør dig”, siger Jacob Vindbjerg Nissen, psykolog i Falck.

Falcks råd til, hvad ud skal være opmærksom på:

  • Det er naturligt at reagere. Det er derfor vigtigt at kende til forandringerne – både for dig selv og for omgivelserne. Hvis du kender nogle af de reaktioner, der er normale efter svære hændelser, er det lettere at forstå reaktionerne og acceptere dem som naturlige i forlængelse af det, du har været udsat for.
  • Del tanker og følelser med andre. Du kan opleve det som en lettelse at tale med andre. De fleste kan ved egen, familien og venners hjælp komme gennem den svære tid og efterhånden vende tilbage til en normal hverdag, hvor oplevelserne på en naturlig måde er kommet på afstand. Nogle hændelser griber dog så voldsomt ind i vores liv, at det at tale med en professionel fagperson kan være et godt og nødvendigt supplement til den hjælp, vi giver hinanden.
  • Børn har andre udtryksmåder. Rejsende med børn bør tage en samtale med barnet og sikre sig, hvorvidt barnet er påvirket af hændelsen. Udtrykker barnet bekymring, så vær opmærksom lyt til det og tal med dit barn, så barnet kan sætte ord på de følelser, der opstår. Giv barnet lov til at reagere. Det er naturligt at reagere på voldsomme hændelser. Giv det plads, det går over igen.

Hvad du har brug for?

  • Sørg for, at du har nogen at tale med. Gerne en person, der har din fortrolighed, så du frit kan give udtryk for dine tanker og følelser.
  • Forsøg at opretholde dine sædvanlige rutiner. Gå på arbejde så snart som muligt, men husk, at din arbejdskapacitet er mindre i en periode, og at du hurtigere kan føle dig træt.
  • Dine reaktioner og følelser kan være stærke, men er normale. Overvej, om du har brug for hjælp til at komme videre.

”Har man været involveret i eller været tæt på episoden, kan man have brug for psykologisk støtte. Vi hjælper både børn og voksne med at få talt oplevelsen igennem. Vores telefoner er åbne for alle kunder, hvor der er mulighed for at henvende sig og få råd og vejledning i forhold til situationen i Nice”, siger Jacob Vindbjerg Nissen.

Ring på Falck Global Assistances døgnbemandede alarmcentral på +45 70 25 04 05.

For støtte efter hjemkomst ring til Falcks Psykologisk Rådgivning på +45 70 10 20 12

Emner

Kategorier

Kontakt

Global Communications

Global Communications

Pressekontakt +45 70 22 03 07