Nyhed -
Jakob Just-Bomholt bliver direktør for Falck Emergency
Den nye direktør for Falcks Redningsdivision er blevet udnævnt. Det er Jakob Just-Bomholt, som tiltræder hos Falck efter en lang karriere Maersk Group.
Jakob Just-Bomholt er udnævnt til direktør for Redningsdivisionen i Falck, Falck Emergency, og tiltræder den 2. januar 2017. Han kommer til Falck fra en stilling som Chief Commercial Officer (CCO) i APM Terminals med ansvar for at lede selskabets globale udvikling.
Jakob Just-Bomholt begyndte sin karriere i Maersk Group i 1995 og har siden bestridt en række lederstillinger i Maersk, herunder posten som administrerende direktør for Seago Line.
”Jeg er meget glad for at blive en del af Falck og glæder mig til at arbejde sammen med mine nye kolleger. Efter 21 år med A.P. Møller-Mærsk havde jeg ingen planer om at skifte arbejdsplads, men muligheden for at lede Falck Emergency var for interessant til ikke at forfølge. Falck er en organisation med stærke værdier og passionerede medarbejdere, og Falck leverer tjenester, som vi alle holder af. Jeg ser frem til at fortsætte Rednings internationale vækst og samtidig sikre, at Falck forbliver en vigtig og betroet samarbejdspartner i Danmark”, siger Jakob Just-Bomholt.
Koncernchef Allan Søgaard Larsen ser frem til, at Jakob Just-Bomholt tager ansvaret for at fortsætte udviklingen af Falcks globale ambulance- og brandtjeneste.
“Jakob Just-Bomholt besidder netop den omfattende internationale erfaring fra et globalt selskab, som er nødvendig for, at vi kan opnå yderligere ekspansion og udvikle effektiviteten af Falcks redningsaktiviteter. Jeg byder ham varmt velkommen til Falck”, siger Allan Søgaard Larsen.
Jakob Just-Bomholt bor i Hellerup og er gift med Christina Just-Bomholt. De har tre børn på henholdsvis ti, ni og seks år.
Redning er Falcks største og mest internationale forretningsområde med en årlig omsætning på 9,3 milliarder kroner. I 30 lande verden over kan mennesker få hjælp fra Falcks reddere, sygeplejersker, læger, brandmænd og andre medarbejdere.