Få vores nyheder på mail

Falck fordobler britisk ambulance-forretning

Pressemeddelelse   •   Feb 14, 2019 07:30 CET

Falck har vundet en stor og vigtig aftale om at levere patienttransport i London til Imperial College Healthcare fra sommeren 2019

Falck har vundet en femårig kontrakt om patienttransport i London, og fordelt over fem områder i den britiske hovedstad skal der køres 330.000 patienter årligt for Imperial College Healthcare. Kontrakten dækker Charing Cross Hospital, Queen Charlotte og Chelsea Hospital, Hammersmith Hospital, St Mary’s Hospital og Western Eye Hospital samt en stribe mindre områder.

Falck UK Ambulance har vundet kontrakten i et åbent, offentligt udbud i konkurrence med flere andre udbydere. Kontrakten understreger Falcks britiske ambitioner, og den kommer til at fordoble Falcks britiske ambulance-forretning.

"Vi er glade for, at vi er blevet tildelt denne prestigefyldte kontrakt med Imperial og ser frem til at arbejde i partnerskab for at levere en sikker og effektiv service fra dag et,” siger Mark Raisbeck, CEO i Falck UK Ambulance.

"Vi er opsat på at lytte til og arbejde med Imperials patientgrupper for løbende at forbedre servicen og sikre, at den overholder de højeste standarder i hele kontraktperioden."

Kontrakten træder i kraft den 1. juni 2019 og vil betyde 126 nye Falck-patienttransportkøretøjer, 237 veluddannede reddere plus disponering og helpdesk til at levere effektive og omsorgsfulde transportydelser til de patienter, der modtager behandling på hospitalerne.

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Falcks kommunikationsafdeling på tlf. 70 22 03 07.

Falck er internationalt førende inden for ambulancetjenester og healthcare. Gennem mere end 100 år har Falck samarbejdet med kommunale og nationale myndigheder med henblik på at forebygge ulykker, sygdom og nødsituationer, at redde og hjælpe forulykkede og nødstedte hurtigt og kompetent samt at rehabilitere syge og tilskadekomne.

Falck har aktiviteter i 31 lande og flere end 32.000 medarbejdere.